- Liv med Lyst -
Præstegaardens Påskemarked
Lørdag & Søndag d. 28.- 29.marts
Kl. 10.00 - 16.00
Pip Pip Påske-Pip
Tag familien med til en dejlig forårsdag, når vi inviterer til Påskemarked med boder på hele Præstegaardens fine Gårdsplads.
Her kan du opleve den hyggelige markedsstemning med små boder, hvor vægten er lagt på kvalitet, lokal forankring og med mennesker, der brænder for dét, de har med.
I løbet af dagen vil der være levende musik fra Kiowsky, Grobbs & Holm, der spiller herlig pop og jazz. Det giver hygge og stemning og vi håber jo naturligvis på, at forårsvejret er med os, så man kan slå sig ned og nyde musikken.
Vi har naturligvis også tænkt på god mad og drikke – så ingen behøver gå sultne hjem…
Det bliver en weekend, hvor vi fejrer påsken, lys & håb og tid til at være sammen.
Besøgende Boder
Vi har inviteret nogle af Præstegaardens gode venner og leverandører til vores Påskemarked.
Mød producenterne bag nogle af de lækre specialiteter og produkter, vi har i Livsstilsbutikken og Restauranten.
Lad dem fortælle om deres passion og mærk ilden, der brænder…
Smag på alle lækkerierne, mærk kvaliteten og bliv fristet af alle de gode sager.
Gaard-Deli´en
Vi rykker også selv udenfor med nogle af de lækkerier, vi normalt har i specialitetsafdelingen i Gaardbageriet – noget er prøvesmagt og derefter hjemtaget til Præstegaarden og andet har vi selv lavet i Præstegaardskøkkenet.
Det hele er valgt med hjertet – efter smag og kvalitet – og vi må jo også indrømme, at vi gerne tager lidt med og smovser i derhjemme, når det skal være ekstra godt…
I Præsteaardenskøkkenet laver vi til hverdag rigtig mange specialiteter, som sælges i vores Gaardbageri – der bliver bagt, kogt og stegt lidt ekstra til Påskemarkedet, så man kan også finde vores egne specialiteter i vores Deli-Bod.
Vi glæder os til at kunne præsentere vores Gaard-Deli, der bugner med gode råvarer, lækre sager til en god Brunch eller morgenmad i påskedagene og hjemmelavet pålæg til påskefrokosten – Lasses gode leverpostej, lækre sennepssild eller de gode oste, vi altid har smagsprøver på til vores markeder.
Lad dig fx. friste af:
♥ Præstegaardens hjemmebagte Brød
♥ Gode, danske Oste
♥ Smagfulde spegepølser
♥ Sylterier fra Præstegaardskøkkenet
♥ Den gode sennep fra Svendborg
♥ Friske Limoncello-drinks med citron & rabarber
♥ Lækre pølser – både i mini og grillstørrelse
♥ En lækker sild med Karrysalat fra Køkkenet
Påske-Kager
Vi har jo nok en lille, sød tand på Præstegaarden.
Vi elsker simpelt hen en dejlig, hjemmelavet kage – og den skal ikke være alt for lille…
Til Påskemarkedet laver vi en fin, lille Kagebod med et udvalg af Præstegaardens dejlige kager – og vores helt fantastiske Påskekage med rabarberkompot, hyldeblomstskum og mandelbund vil det selvfølgelig også være muligt at købe med hjem.
Kagerne kan nydes under forårssolen på Gårdspladsen til tonerne af den dejlige levende musik – eller man kan tage de lækre kager med hjem til kaffen derhjemme.
Påske-Blomster
Der er bare ikke noget mere livsbekræftende og håbefuldt, end forårsløg, der spirer, gror og springer ud…
Foråret er fyldt med dejlige farver, fine grene med små skud og skønne forårsbebudere.
Til vores Påskemarked kan man købe fine påskedekorationer med æg, fjer eller måske en lille kylling.
Der kommer lidt smukke Påskebuketter – og vores skønne Unika med et par stilke, man selv arrangerer i en vase.
Påskemarkedet bliver også premiere-weekend for vores lille “nye” fine sort træhus, hvor vi hen over sommeren vil sælge sæsonens friske og sprøde frugt, bær og grønt.
Farm-Food
Det er naturligvis virkelig vigtigt for os, at der er god mad til sådan et Påskemarked…
Så vi har fundet nogle gode bud på lækker “Street Food”, som vi på ægte Præstegaardsmanér kalder for “FARM FOOD” i stedet for.
Selvom vi håber på solskin og en klar, blå himmel – så falder påsken jo tidligt i år, så der kan blive brug for lidt at lune sig på – vi laver derfor en lækker, varm omgang Boller i Karry med ris & sprød topping.
Vi byder også på en rigtig Gaard-Hotter – med stegt grillpølse, hjemmelavet pølsebrød og masser af “snask” ovenpå.
Til den søde tand bager vi lune vafler med vores syltetøj og frisk flødeskum.
Restauranten
Restauranten er åben, som vi plejer med Brunch fra kl. 10.00 og lækker frokost fra kl.12.00
I Påskemarked-Weekenden er det vores lækre Påske-Menukort, du kan vælge fra.
Ude på Gårdspladsen vil der være rig mulighed for at købe vores Farm-Food og vi indretter flere hyggelige siddepladser udenfor, men ønsker du “rigtig” frokost er det altså i Restauranten.
Det er en rigtig god idé at reservere bord på forhånd.
Livsstilsbutikken
Vores store, smukke Livsstilsbutik er naturligvis også åben under hele Påskemarkedet.
Her finder du lækre specialiteter, skønne planter, urtepotter, stearinlys og smukke servietter.
I “Dullestuen” har vi en stor kollektion af det danske slow-fashion mærke Frau, fine tørklæder, lækre tasker, hudpleje, neglelak, solbriller, fine smykker og meget mere til “damerne”
I køkkenafdelingen har vi det fineste håndlavede keramik, træ-redskaber, søde viskestykker, lækker marmelade, smagfuld rom og meget mere til en rigtig feinsmecker…
Der er naturligvis også masser af fint Påskepynt, så man kan få lidt af den dejlige forårsstemning med hjem .
Gaardbageriet
I Gaardbageriet dufter der af nybagt brød, varm kaffe og masser af hygge fra det øjeblik, du træder ind.
Vores bager tænder ovnene tidligt, så brødene er klar til åbning. Brødhylden fyldes med friskbagt surdejsbrød, fletbrød, rugbrød og lune kardemommesnurrer.
Påskeflødeboller, citrontærter og romkugler i gule påskeklæder frister i kagemontren.
Her kan du købe brød og kager med hjem til påskebordet, eller sætte dig ved et af de små borde og nyde en varm kop kaffe sammen med en lun surdejsbolle, mens du tager et lille hvil fra Påskemarkedet udenfor.
Parkering
Vi har en stor nyanlagt parkeringsplads på selve Præstegaarden, men skulle der blive brug for flere parkeringspladser, er der flere lige på den anden side af kirken, hvor Jyderup Hallen ligger. Her er der over 100 parkeringspladser.
Vi anbefaler derfor, at du sætter GPS´en dertil og nyder den lille gåtur (ca. 450 m.) fra hallen til Præstegaarden – måske kan du endda tage smutvejen over Kirkegården, hvor en fin, gammel låge fører ind til Præstegårdshaven.